Jesper Christiansen kendte jeg faktisk ikke i mange, mange år. Jeg kendte hverken til hans malerier eller til hans eksistens. Et stort faux pas har jeg siden forstået, men ingen ved alt. Egentlig havde jeg set og var fascineret af hans sorte rum i Kronprins Frederiks studererkammer, da Amalienborg åbnede dørene, så vi - den gemene pøbel - fik lov til at kigge ind på kunstnernes værker, der er malet direkte på væggene. Men jeg havde ikke hæftet mig ved navnet. 
Måden jeg lærte ham at kende på, var fordi der hang et billede som var en invitation til en udstilling, på væggen i det hus, hvor min mand og hans to døtre boede, da jeg mødte familien. Jeg elskede det billede. Man kan ikke altid sætte sin finger HELT præcist på, hvorfor man elsker noget, men Jesper Christiansens billeder rummer så stor en detaljerigdom og så klare farver, at billedet uværgerligt tiltrak sig al min opmærksomhed. Faktisk mindede billedet mig på en udefinerbar måde om at maleri af Erik Larsen, som min farmor engang forærede mig og som har fulgt mig overalt i mit liv. 
Jeg kiggede på den lille invitation fra Jesper Christiansen i 5 år hver dag, som det hang der over dørkarmen. Da vi flyttede lå det længe i en flyttekasse, men nu har jeg annekteret den og føler, den er min - et minde fra en udstilling, jeg aldrig så.  Jeg har kun mødt Jesper Christiansen en enkelt gang i mit liv, men jeg følger ham på Facebook og mærker en jalousi blusse, hver gang jeg ser et af hans malerier blive til og sendt ud i verden til skoler, kulturinstitutioner og på udstillinger. Hver gang føler jeg mig som Gollum med ringen eller som Soames fra Forsythe sagaen, der ikke bare vil eje den smukke Irene om hun så elsker ham eller ej, men også eje smukke malerier, mure hende og dem inde for selv at sidde ærgerrigt og beundre det. "Mit, mit, mit" ... 

Her er billedet jeg elsker: 

Marianne har jeg aldrig mødt real life, så vidt jeg ved. Alligevel kender jeg hende. Føler jeg i det mindste. Jeg ville løbe over, hvis jeg så så meget som en flig af hendes lyse hår og åbne, smilende ansigt på gaden. Måske kender jeg ikke hendes dybeste hemmelighed, og ved heller ikke hvordan hendes latter lyder, selvom hun ligner en, der kan skraldgrine. Googler man hende, kommer der et væld af grinende billeder frem. Hun er generøs og uhøjtidelig på SoMe og indtil videre er det der, vi mødes. Meeeeeget negativt kan siges om det medie, men det giver os en flig af menneskers væsen, en form for tilgængelighed og en tillid. Og så deler hun  ansigtstræk med Grace Kelly. 
 
Hun er en af de seje kvinder, der sidder på toppen i den blå, blå verden, bestemmer hvor skibet skal sejle hen og er lige i disse dage blevet plastret ud over diverse aviser. Både nomineret til årets leder og nævnt som en af de 100 kvinder, der sidder på toppen og styrer vort lille Dannevang. En stor kanon - stor kanon, men ikke en med panderynken og stresset mine, tynget af det store ansvar - nej, hun ligner faktisk en kvinde, der morer sig. Af dem kan der ikke komme nok. 
Hun er en af den slags mennesker, der danner forbillede for alle unge kvinder og også andre halv og hel gamle m/k'ere, der tror at toppen er umulig, selvom vi befinder os i 2017. 
Og så læser Marianne, kæft hun kan læse. I perioder æder hun ligefrem bøgerne og en kvinde med en så altfortærende en appetit, er altid interessant at være i nærheden af. Det hedder passion og livsappetit, nysgerrighed og indsigt.
Så ja, selvom medierne altid elsker at tegne billeder af erhvervsledere som nogle med et konstant behov for en ekstremsport for at kunne klare presset (har nu kun set Marianne poste lidt rødkindede småting fra det lokale fitness center), og altid spørger de kvindelige ledere hvordan de liiiiiiiiiiiiiiiige får familie og børn til at gå op, og i kunstens verden altid skildres som de kolde og grumme - menneskeligt uformående der slet ikke kan lodde livets dybde, så er Marianne  en kvinde med en kæmpe kærlighed til litteraturen, for den får hende til at drømme og længes.  

​Hvor ofte læser du (og hvor mange bøger på et år?)
Jeg læser meget ujævnt. I ferierne kan jeg sagtens læse meget .... ratio en bog per dag, mens jeg i andre perioder måske slet ikke læser i 2-3 måneder førend jeg så smider mig på sofaen med to bøger og ikke løfter blikket førend de er fortæret. Jeg læser hurtigt - næsten aggressivt .... sluger siderne og ordene .... særligt når jeg ikke har læst i en længere periode. 

Hvordan begyndte du at læse - hvem inspirerede dig?
Jeg læste fra 1. klasse... alle Astrid Lindgren bøgerne blev læste i starten af 2. klasse. Jeg husker det, fordi min klasselærer synes det var meget flot (og må erkende at mine børn der nu går i 2. klasse ikke kan læse lige så godt som jeg gjorde .... flovt). Jeg husker ikke en egenligt inspirationskilde - men hos min mors moster, som jeg var meget hos som barn, og som på alle planer har betydet meget for mig, hørte vi altid lydbånd. Klassikerne som De tre Musketter og også fortællinger fra det gamle testamente - fortalt for børn 

Nævn tre bøger fra 3 forskellige tidspunkter i dit liv der har gjort særligt indtryk og hvorfor lige præcis de bøger. Hvad var det de gjorde ved dig hver i sær.......
A. Pigesind (Tove Ditlevsen).... Som teenager var jeg draget af den melankolske stemning i digtsamlingen Pigesind. Min mor havde samlingen -
Og jeg har den stadig stående på min bog reol. En fin rosa bog - og særligt ‘Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø’ har jeg altid været draget af ... allerede som 14 årig, selvom den giver langt mere menig nu som 43 årig, men allerede som teenager, identificerede jeg mig åbenbart med den mere modne kvindes tanker 

B. Tanker fra en Kannibal (Fernando Savater).. Jeg fik den af en fyr, som jeg så en enkelt gang, da jeg var ca 22 år - og den fik kolossal betydning for min tilgang til livet - om frihed og ansvarlighed .... Det var næsten en lille bibel for mig op igennem 20’erne 

C. Det er virkeligt svært at kun måtte vælge tre bøger .... jeg har altid været draget af heltinderne - men læser kun meget sjældent biografier. Jeg foretrækker altid fiktionen over faglitteratur og biografier. Tænke tænke .... Yahya Hassans digtsamling gjorde et stort indtryk, Tom Kristensens klassiker Hærværk har også været en vild læseoplevelse, mens Sheryl Sandbergs bog om kvinder og karriere Lean In gjorde hende til mit professionelle forbillede.... kvinderne i min familie har altid læst Sigrid Undsets Kristian Lavransdatter trilogien og Dinas bog, så det har jeg også. Fay Weldon lærte mig om feminisme - mens Anais Nin om lidenskaben .... alt det man kan opleve gennem bøger. 

Hvilken helt/heltinde fra fiktionens verden står for dig som den største, den mest uforglemmelige og hvorfor?
Pippi! Helt klart Pippi... hun er verdens stærkeste pige - hun er kærlig ved de svage og udfordrere autoriteterne - hun er klog. Vi har meget til fælles Pippi og jeg. Hun har lært mig at tro jeg kan det hele, og at man skal være sød (særligt når man er stærk), og det er vigtig lærdom! Pippi for President.

Hvad ligger der på dit natbord lige nu?
Jeg har pt læsepause .... er gået i gang med tre forskellige bøger - og ingen af dem fænger. Til gengæld lytter jeg meget til musik lige nu og særligt den svenske musiker Tove Lo har fået fat i mig med den på engang blide og hårde elektroniske musik. Jeg er også glad for artiklerne på POV og glæder mig til efterårsferien amok læsning.

Hvad har du læst for dine børn? 
Jeg læste meget for dem da de var små - mens det nu er dem, der læser for mig. De læser fx Villads fra Valby bøgerne højt for mig. Brødrene Løvehjerte er den bedste bog jeg har læst for dem .... nøj hvor er den go og sørgelig .... Vi græd alle tre. Astrid Lindgren står mit børnebogshjerte nært

Hvor tit går du på FB, når du læser?
Jeg er SoMe narkoman (Twittter, Instagram, LinkedIn og Facebook), men aldrig når jeg læser 

Sidst men ikke mindst, hvorfor læser du overhovedet... hvad giver det dig? 
 Jeg læser for at slappe af (en slags meditation). Jeg læser også for at lære og opleve
Jeg læser for at drømme og længes 
Jeg læser for at gennemleve store følelser 

Jeg glemmer ALDRIG, da René startede hos advokatfirmaet Lett. Dengang lå firmaet i Borgergade 111, en gammel pigeskole med en smuk svalegang, knirkende gulve, tykt murværk, mørkt træ og ægte spøgelser. Jeg arbejdede på kontoret som eftermiddags-telefon-pige og kan stadig sige: "Det'r advokatfirmaet Lett" med det rette, venlige tonefald.
Jeg elskede det sted. Dels fordi det var et usædvanligt smukt sted at arbejde. Men jeg elskede det mest af alt, fordi de advokater der var der dengang (og mange er der endnu) havde så møg meget humor og en flabet omgangstone, at jeg rullede rundt af grin på et dagligt basis. 
Stedet var mørkt, astadigt og ja, advokatagtigt indrettet.
Men så ankom René. HOLD DA OP. Jeg tror ikke, jeg var den eneste der tabte underkæben. De øvrige advokaters kontorer var indrettet diskret i mørke, douce farver - gerne med møbler fra Rud Rasmussen, Kaare Klint og den slags.
Men ikke hos René, de mørke møblementer røg ud af vinduet med en nonchalant håndbevægelse og i stedet blev kontorets indretning lyst funderet, frapperende møbler og med en fuldstændig forbløffende kunstsamling på væggene. Jeg gik derind en dag, han ikke var tilstede. Jeg arbejde der ikke længere og var på det tidspunkt en anelse genert for at  tale med en mand med så selvbevidst en smag. For det var virkelig en mand med store armbevægelser, et livsstykke, en livsglæde og et passioneret menneske, der var ankommet. Men mere end det. En mand der i den grad var mere og meget andet end bare advokat.
Og det er jo det ikke ? Vi er jo alle andet end andet og mere end vores metier, de færreste tør dog vise det så eksplicit og passioneret som René. 
Derfor står René som en kæmpe inspiration for mig. Han tør! På mange områder af sit liv. F.eks. forsøger jeg nu, hvor jeg ikke længere er så genert at lirke en invitation ud af ham til hans hjemlige gemakker, da min onkel har fortalt, at han har et pornotoilet, hvor kunsteren Kim Bjørnholt har afbilledet alt tænkeligt og utænkeligt i en humoritisk streg, herunder på tværs af køn og arter....
Fyr den af i livet, gør det med eftertryk og vis hvem du er. For mange er for lidt, de færreste for meget. 
Nedenfor kan I læse om René's yndlingslitteratur. 

,Rose har jeg kendt ca. 10 år. Jeg forbinder hende med mange ting. Blandt andet altid som lille at komme løbende og flyve mig om halsen med verdens største smil. Gerne med alle sine kræfter, så jeg faldt om på gaden. Hendes livsglæde er abnorm. Det samme er hendes følsomhed. Hendes rejselyst og hendes fantasi. Selv hendes tålmodighed kan være ganske imponerende....(aehm.. det kommer lige an på situationen). 
Hende kan jeg mange historier om, de fleste handler om, hvordan hun lærte mig noget. Blandt andet lærte hun mig at fylde olie på en bil, da hun var ca. 10 år (jeg havde vendt paptragten omvendt. Og fattede ikke hvorfor olien blev smurt udover hele motoren fremfor at komme ned i beholderen. Men det fattede Rose og vendte tragten med sin lille næve).
​Vi har haft mange, mange vanvittige øjeblikke sammen. Og hvor var verden uden vanvid? 

Hvad læser du for tiden?
Stephen King "Misery" - fordi jeg skal skrive en opgave om ham, og synes han er ret fed. Jeg synes det et fascinerende, den måde at gøre tingene uhyggelige på, fordi han tager normalitet og galskab og blander det sammen, så man ikke kan se forskel mere. 
Jeg læser ellers mest ungdomsfantasy som "Hunger Games" og "Divergent", som jeg er vild med. Normale bøger bliver ofte lidt kedelige fordi vi lever jo i den normale verden, så at læse de bøger, der handler om kærester, venskaber, skilsmisseforældre etc. er som at læse om alt det jeg i forvejen taler med mine venner om. Men at læse fantasy, giver mig et indblik i en helt ny verden, helt anden måde at tænke på og helt anden måde at leve på. 
Jeg tror en af de andre grundene til at jeg godt kan lide de surrealistiske verdener, er fordi det helt grundlæggende appellerer til min fantasi. Jeg har altid haft en meget levende fantasi. 
Ellers læser jeg bestselleren Shane Dawson  "I hate my Selfie" - som er en selvbiografi, og han er en youtuber. Han var som barn superovervægtig, havde en meget religiøst mor, en far der slog, ingen penge osv. osv. Han tabte 200 kg, da han var 18 år gammel, nu er han voksen og har 10 mio følgere på youtbe, han er en af de største.
Grunden til at jeg godt kan lide ham er fordi han på den ene side er så ødelagt, men på den anden side er så munter og sjov. Synes det er så inspirerende at beholde glæden uanset, hvad man er gået igennem. 
Så har jeg for nylig læst Anders Mattesen bog "Ternede Ninja" - bare fordi, den er skide sjov....

Hvad fik du læst, da du var lille - og hvad holdt du særligt af?
"Så er det go' nat" - det var en samling af forskellige historier, både klassiske eventyr, sange og mere moderne historier. Der var både de kendte travere, men så også en historie om et monster, der er bange for børn under hans seng. Det var igen, det her med det fantasifulde og den omvendte verden. Det har jeg altid tændt meget på. Bogen føltes meget tryg. 
"Kasper og Sofie" - serien, som jo i modstæning til meget af det jeg jo ellers tænder på med surrealistiske verdener - er en serie om om to små kammerater i børnehaven. Den er SÅ normal, og Så tryg. 
"Humpeligimpen" den kan jeg huske helt vildt tydeligt, og fik læst så meget  -  den handler om et dyr, der består af mange forskellige slags dyr. Det var nok min yndlings og den jeg husker allertydeligst. Jeg har den endnu. 
Da jeg blev lidt ældre, fik jeg læst højt af bøger som "Tudemarie", "Frændeløs", og var specielt vild med bøgerne: "Heksens kat", "Heksens søster" og "Heksen". 
"The Fault in Our Stars" er også en bog, jeg på en eller anden måde stadig tænker på. Den handler jo egentlig også  om den normale verden. Jeg fik den både læst højt, men har også læst den selv. En af grundene til at den står som noget særligt for mig, er nok udover det faktisk er en rørende historie - fordi den blev læst højt for mig, så jeg forbinder den med min barndom og igen, ja... tryghed. 

Sara Schlüter kender jeg slet, slet ikke personligt. Men hun dukkede op under fanerne i går, da jeg ledte efter en, der var MAX fan af nobelprismodtageren i litteratur. Internettet er taknemmeligt og det er nemt at falde for en kvinde, der skriver om sig selv: "Elsker polkaprikker, stilethæle og udenrigspolitiske analyser..." og om hvem Mads Christensen (ja, den Mads Christensen) har udtalt: "En enkelt aktør skinner igennem som en perle i en skål med Pinnocio-kugler. Sara Schlüter er sådan en perle." 
Om sig selv siger Sara: "Jeg er en sjov journalisttype (og sej, kan man tørt konstatere, når man kigger ned over Saras meritter, red.), der arbejder for Dansk Flygtningehjælp og elsker (yderst) lange gåture, Vesterbro, udenrigspolitiske analyser, brune værtshuse, østers, Vega, at fortælle historier, stumfilm, venner, sove længe og ikke mindst bøger. Dem, jeg læser, instagrammer jeg under #sarasbogliste.
Billedet nedenfor er taget af: Agnete Schlichtkrull

Hvor ofte læser du (og hvor mange bøger på et år?)

Ofte. Jeg læser omkring 75 bøger om året. Det kommer lidt an på interesser og bøger, men deromkring. 

Hvordan begyndte du at læse - hvem inspirerede dig?

Jeg var god til at læse, da jeg var barn. Jeg elskede bøger omkring f.eks. Leonora Christine og andre kongelige. Og så kom Maria Hellebergs Seersken. Den gjorde et stort indtryk på mig. Så læste jeg alt, der havde med oldtidskundskab at gøre. 

På din væg skrev du at årets nobelprismodtager i litteratur, er en af dine yndlingsforfattere - hvorfor? Hvad er det han kan, der taler til dig? Hvilke af hans bøger er din yndlings? Hvorfor? Hvilken stemning er der der tale om. 

Da jeg læste Never Let Me Go fik jeg lidt af en åbenbaring. Det er en af de smukkeste bøger, jeg har læst. Jeg havde ikke lyst til at slippe den igen. Havde virkelig bare lyst til at holde fast. Da jeg sluttede læsningen gik jeg ned i Politikens Boghal og bestilte alt, Kazuo Ishiguro havde skrevet. Jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Det var en virkelig god beslutning. Resten af hans bøger gav mig også store oplevelser. Men ingen så meget som Never Let Me Go. 

Never Let Me Go fik mig først til at elske hovedpersonerne og vender så alting på hovedet. Jeg vil helst ikke røbe for meget for dem, der har den til gode. Men den gav mig nærmest åndenød, fordi det er så uretfærdigt. Jeg elskede de her hovedpersoner, fordi Ishiguro skildrede dem så fint og inderligt. Og så er verden bare ikke det, den udgiver sig for at være. Aldrig har en bogs titel været så sand. Da jeg læste sidste side, havde jeg vitterligt ikke lyst til at slippe den igen. For nogle år siden blev den filmatiseret. Men det er en af dem, jeg nok aldrig kommer til at se. Vil ikke have scenerne i mit sind ændret. De står så fint i forvejen. 

Hvilken helt/heltinde fra fiktionens verden står for dig som den største, den mest uforglemmelige og hvorfor? 
Der er mange uforglemmelige personer i litteraturen, og det er svært at vælge en enkelt. Kassandra i Seersken gjorde et enormt indtryk på mig som tidlig teenager, men havde nok ikke gjort det samme i dag. Jeg har generelt altid været fascineret af de personer i litteraturen - og i virkeligheden - der kæmper på trods. Og lever på trods. Men der er ikke en, der hæver sig markant over de andre, når jeg nu tænker over det. Men alle de mange tusinder, jeg har læst om gennem tiden, følger jo stadig med. Det er lidt som mennesker, man har mødt. De falmer og alle står ikke lige så stærkt i hukommelsen, men de er der, og jeg har lært noget af (næsten) dem alle sammen.   

Hvad ligger der på dit natbord lige nu?
En bog, der hedder 'Proletardrengens læreår'. Den foregår i 1910'erne i København og jeg har læst omkring 40 sider indtil videre. Lige nu har hovedpersonen fulgt sine søskende gennem København i jagt på forældrene, der er flyttet videre til et nyt hummer uden at tage børnene med. Men en nabodreng har fulgt efter moderen og har opsnappet en adresse. Så de fire små børn traver gennem byen i jagt på et sted at være. Det er fattigdom, som vi slet ikke kan relatere til i dag. Jeg er meget fascineret af den periode i København, hvor skellene er så store, og hvor der bliver kæmpet for social retfærdighed, samtidig med at forhåbninger og fremskridt står for døren. Folk tror på, at verden går en bedre tid i møde. Og på mange måder, gjorde vi jo også. Jeg samler på bøger, der foregår i den periode i København. Har jeg gjort i en del år. Finder de fleste på antikvariat.net, der klart er en af mine mest brugte hjemmesider. Jeg skriver selv på en roman, der foregår i den periode, så andres skriverier fra dengang er en kæmpe hjælp. 
 
Hvad har du læst for dine børn? 
Jeg har ingen børn. 

Hvor tit går du på FB, når du læser?
Ofte. Men det kommer meget an på, hvad jeg læser. Hvis bogen ikke er så fængende, så har jeg en slem tilbøjelighed til at overspringshandle og gå på sociale medier - eller gøre rent eller gå en tur etc. Men en god bog kan altid holde min interesse. 
​
Sidst men ikke mindst, hvorfor læser du overhovedet... hvad giver det dig? 
Bøger giver mig indgange til nye verdener. Jeg elsker at blive klogere. Det gør bøger. De lukker mig ind i nye verdener. På en måde, andre ting ikke kan. ​

Georg er min onkel. Han har en ganske, særlig plads hos mig. Af mange årsager. En af dem er, at han har verdens bedste grin og evner kunsten at kunne grine af sig selv. Georg er i den grad også et menneske, der sætter barren højt ... 
Jeg husker stadig, hvordan han kom til min fødselsdag, da jeg fyldte 12 år. Vi var i sommerhus og han skulle overnatte med nogle af sine børn.
Min storesøster havde haft fødselsdag et par uger før og fået et par lyserøde benvarmere af Georgs familie. Svær var min skuffelse da jeg pakkede "Huset Buddenbrook" af Thomas Mann ud- i stedet for noget lyserødt, floffy halløj - og forbandede i mit stille sind, at det ikke var min tante, der i noget højere grad havde øje for små pigers ønsker, der havde købt gaven. 
Men man ved jo aldrig helt, hvad der er godt og skidt for en her i tilværelsen før mange år efter. "Huset Buddenbrook" har jeg siden læst tre gange og er en af de bøger jeg ofte tænker på og refererer til. De lyserøde benvarmere er jeg ikke så sikker på ville have eksisteret i dag. Men jeg glemmer ALDRIG skuffelsen. 
Her kan I læse om Georgs yndlingslitteratur: 

 Jeg er på mission for at inspirere folk til at læse mere...
​I løbet af (guderne må vide hvor længe) interviewer jeg 100 mennesker om hvilke bøger, der har gjort størst indtryk på dem, om hvilke litterære figurer de identificerer sig med, hvordan de overhovedet kom i gang med at læse, hvor meget de læser om året, og hvor ofte de går på Facebook, mens de læser.

 I dag er det Malene. 

Om Malene
Første gang jeg hørte om Malene Lei Raben, var jeg stud. jur. hos advokatfirmaet Plesner.
​En advokat, fortalte mig om hende. Om hvordan hun havde skiftet karriere, droppet juraen og svømmede hjemmevant rundt i den kreative branche. Han så på mig med et sigende blik. Men jeg hæftede mig ikke ved blikket dengang, ville hellere lege kæk studine.
Mange år senere, ville tilfældet eller måske skæbnen (alt efter hvad man bekender sig til), at jeg kom i en netværksgruppe med Malene. Hun var der ikke den dag, jeg satte mig i den røde stol og talte fra hjertet, så jeg mødtes med hende alene.
Jeg husker vi mødtes på Meyers på Gl. Kongevej. Jeg husker, hvor jeg sad og ventede, og hvordan hun kom anstigende på sin cykel, høj, lys og aristokratisk. Jeg arbejdede hos Arbejdsgiverorganisationen DI, hun var selvstændig. Bestred endda flere karrierer: skrev for Politiken, var smagsdommer på DR, løste juridiske sager for nogle filmsselskaber. Hun hørte på mit: "på den ene side og på den anden side", skar igennem og sagde med eftertryk:
"Sig op med det samme. Ikke flere svinkeærinder og overvejelser. Du er jo helt færdig med det, woman. Din sjæl har forladt stedet for længst. Kun din krop sidder tilbage."
Som sagt så gjort. Ud gik jeg af DI en uge senere, færdig med at lege jurist og har aldrig et sekund set mig tilbage.
Siden har Malene mange gange skældt, smældt og sagt: "woman!" med eftertryk til mig. Jeg elsker det. Hendes humor er uovertruffen, hendes hjerne skarp, hjertet enormt og hendes stil så ganske sikker.
Her fortæller hun om sin yndlingslitteratur: 

Hvor ofte læser du? (og hvor mange bøger læser du på et år) 
Hver dag, eller de dage hvor jeg ikke læser kan tælles på én hånd. Desværre ender det ofte med at jeg falder i søvn med min bog i hånden, og min mand må så slukke sengelampen. Han sætter ikke bogmærke i, og det er meget irriterende. Jeg læser 25-30 bøger på et år vil jeg tro men synes pludselig det lyder af meget lidt, men jeg vil helst ikke lyve for meget.

Hvordan begyndte du at læse bøger - hvem inspirerede dig?
Jeg kunne overhovedet ikke læse og kendte ingen bogstaver, da jeg begyndte i 1. klasse. Mit første bogstav var 'I', som jeg ledte møjsommeligt efter i min mors aviser, når jeg havde fri fra skole. Tre måneder efter rykkede jeg en klasse op, fordi jeg bestod 7. klasses læseprøve uden problemer. Vi får aldrig at vide, om jeg også kunne have klaret 8. og 9. klassesprøverne, for læsevejlederen stoppede ved 7., da hun syntes jeg var uhyggelig. 

​Nævn tre bøger, der på forskellige tidspunkter i dit liv har gjort allermest indtryk på dig..... og hvorfor lige dem?
Min første roman var Alex Haleys "Rødder", der lige var udkommet, da jeg skulle med min far og hans kone og mine søskende på ferie i Nordnorge. Min fars kone læste den først, hvorefter min storesøster fik den og derefter overgik den til mig under strenge instruktioner om ikke at læse mere end de første 150 sider i bind 1 - altså inden Kunta bliver taget til fange af slavehandlerne. Men forgæves, for der var jeg hooked og jeg slugte begge bind og læste om sønderpiskede afrikanere, der blev hældt overbord til hajerne og om voldtægt og grusomme afstraffelser på de amerikanske bomuldsplantager. Jeg læste begge bind 12-13 gange igennem min barndom og skylder Alex Haley min glæde ved voksenlitteratur. Børn i dag skal desværre kun læse mild fantasy og børnebøger i skolen, og det mener jeg er en stor fejl. Det er for blodfattigt og ufarligt.
Den næste bog der har haft stor betydning for mig er Selma Lagerløfs "Kristuslegender", som jeg læste med voldsomme tømmermænd efter at have været i byen hele natten som ung jurastuderende. Jeg lå og græd af bevægelse i min kærestes seng hele dagen. Kristuslegender er en samling små eventyrlige fortællinger om troens mirakler. Det er måske den vigtigste bog for mig overhovedet.
Den tredie bog er "The Son" af John Philipp Meyer, som jeg læste en hed sommer i Paris, efter jeg havde fået at vide, at min mors cancer ikke kunne kureres og at hun skulle dø. Jeg kunne ikke sove om natten, vågnede og græd og klamrede mig til denne barske fortælling om udviklingen af det voldelige, destruktive amerikanske samfund i Texas, skildret gennem en families historie. Bogen er meget rå og maskulin og samtidig hjerteskærende smuk i sin beskrivelse af det oprindelige landskab og indianerne. Den bog reddede mig igennem nogle hårde, glohede sommernætter i Paris.

Hvilken helt/heltinde fra fiktionens verden står for dig som den største, den mest uforglemmelige og hvorfor....
De bedste helte og heltinder er for mig som oftest antiheltene, dem som ikke rigtigt kan være modige og perfekte men som kæmper med sig selv. Måske kunne min yndlingsfigur være Jay Gatsby fra "The Great Gatsby", som i mine øjne er verdens bedste bog, hvis den slags overhovedet kan måles.

Hvad ligger der på dit natbord lige nu?
​"Diary of a very bad year" som er en interviewbog udgivet af et litterært magasin N+1. Bogen skildrer udviklingen af finanskrisen gennem en række interviews med en anonym, højtbegavet hedge fund manager på Wall Street og er fantastisk læsning for enhver, der ønsker at forstå, hvad der skete i perioden 2007 til 2009. Den anden bog som ligger på mit natbord er Tolstojs 'Khadzij-Murat', som er Tolstojs sidste værk. 
​
Hvad har du læst for dine børn? ​
Jeg har mest læst billedbøger for mine børn men også f.eks. Det lille hus på prærien og Hobitten. Heldigvis blev de selv gode til at læse tidligt, så de har bl.a. læst serierne Sværdets Søstre af Maya Snow, Djævlens Lærling af Kenneth Bøgh Andersen og Lene Kaaberbøls Skammerens datter. Helt generelt skal man give sine børn nogle farlige eller frække bøger at læse. Jeg læste selv Philip Roth og Johannes V Jensen, da jeg var 10 år gammel, når min mor ikke var hjemme. 

Hvor ofte går du på Facebook, når du læser?
Facebook? Her lyver jeg og siger aldrig.

Hvordan rejser du? 

Nogle tager afsted for at ligge og dase dagen lang, kigge på en lille sky på en bette ø, der helst skal hedde Bali eller Mauritius, dyppe en tå i noget smaragdgrønt vand, mens de skriver "Namaste" på facebook. Andre traver afsted på høje bjerge, mens de med blikket indstillet på uendeligt,  uploader et billede af en bjergged og et bonmot om "new horizons".
Nogle vil ikke andet end at spise og drikke godt i en storby, mens de taler om tapas, snegle og blæksprutterarme som var det et sindrigt, eksistentielt problem, og poster billeder med dybsindige ord som: "Namnammenam". 
Andre vil kende alle verdens kirker og taler benovet om Matisse-vinduerne i kirken i Vence eller Chagalls ditto i Israel. Her kommer ingen FB-updates, men et lysbilledshow og en besser wesser belærende monolog, når de er vel hjemme igen.

Sidst men i den grad ikke mindst, er der de evigt legende, dem der tror, at det store eventyr lurer om alle gadehjørner, så snart de betræder udenlandsk jord. Dem kan vi li', de har fattet hvad det hele handler om ...

Og hvad gør man så, når man pludselig rejser tre mennesker sammen, som rejser på vidt forskellige måder?  

Vælg 1 dag hver, når I rejser flere.
I august måned drog jeg til Paris med to af mine nærmeste veninder. 4 dage i en ikke helt fremmed by og 3 kvinder, der i den grad kan snakke. Den første dag gik lidt til højre og lidt til venstre, indtil den ene veninde foreslog: "...hvorfor får vi ikke en dag hver, vi kan bestemme?"

Min første veninde ville gå rundt i Marais. Hun er drevet af nu'et, grinet og kærligheden. Ingen kan som hende få mennesker til at grine. Og ingen kan som hende banke kærlighed ind i alle mennesker, hun møder på sin vej.  Henført stillede hun sig på på hvert et gadehjørne og stirrede på romantiske unge par, der forelsket forsvandt ind i hinandens arme. Jeg blev utålmodig og ville videre, men nej for se nu der: "Er de ikke søde", og "nååårh - se nu der, de er helt opslugte af hinanden".. og to sekunder efter: "Se nu også dem der..." ... Og sådan blev ved. Så trods bulletiner om det modsatte, trives kærligheden stadig.   

Den næste dag var det min anden veninde. Hun er drevet af dybde, samtalen og god mad. Hun er det mest loyale menneske jeg kender, en ægte ven - og står for kvalitet på højt plan. Så hun fandt selvfølgelig den mest cool restaurant, der kan opdrives på guds grønne jord. Der tilbragte vi faktisk en dag: i samtalens kunst. Altså lige bortset fra, at min veninde sendte mig ud for at interviewe hele restauranten om stil, indretning, mad, ejeren etc. Hun er pænt insisterende på at jeg følger mine drømme, som lige den dag, var at lave rejsereportager for KLM, som havde et opslag efter en rejsebesat, hvortil man skulle sende en lille video.

Hvad restauranten hedder kan I høre på dette klip, og hvordan det gik med KLM fortæller jeg en anden dag....: 

Sidste dag var det mig. Jeg er drevet af eventyret, det legende, det ukendte og det fysiske.

​Så på min dag måtte man ikke tage metro, men skulle gå. (de to andre snød selvfølgelig og jeg vandrede alene, mens de lå på sengen, for sådan er mennesket: dybt dovent og dobbeltmoralsk).
​
Jeg havde læst om La Petite Ceinture. Det er en glemt og gemt jernbarne, som omkranser Paris og som man kan entrere fra forskellige sider. Vi kom ned på den fra parken La Butte Chaumant, og jeg blev fuldstændig euforisk. Tilgroethed, ukrudt, et glemt sted og en ægte, øde jernbane! En stor tunnel, man kune gå ind i. Hvor førte den tunnel os mon hen, hvilke nye verdener var der, og hvem har for øvrigt nogensinde gået i en jernbarnetunnel? Jeg mødte tilmed en fransk instruktør i parken, der inviterede mig til et skuespil på La Petite Ceinture her i oktober.   

Jeg førte an, skråsikker, selvsikker og optaget af eventyret. Mine to veninder gik bagi: "Ad er der kryb og edderkopper" - "Aij F, nu går vi ikke videre"- "Hvis vi går med her, får vi så en frokost på en restaurant, eller måske bare noget frokost i det hele taget?"  - "Frede for fanden, der ligger nogen og sover" - "Nu vender vi altså om" For jernbanen og specielt tunnelerne danner hus for mange af de hjemløse i Paris. Der lå nu ingen og sov, men der lå mange soveposer, tomme spritflasker og forladte telte.  

Til sidst havde de pisket en stemning op, en anelse som emsige forældre med det evindelige: "pas nu på", så jeg måtte vende snuden slukøret hjemad. Vel ude igen kom jeg ​pludselig til at tænke på filmen "North by North West", hvor Cary Grant løber fra en flyvemaskine.  Inspireret af den fik jeg en ubændig lyst til at løbe og lege at der var et spøgselestog efter mig. Det filmede min veninde flad af grin og med en hovedrysten.
Men men men: leg er livsvigtigt, og vi prioriterer den ikke nok.  
Det er professor Kaufmann og direktør Jørgen Vig Knudstrup mere end enige med mig i: https://www.b.dk/personlig-udvikling/leg-er-livsvigtigt

Om DET GULE HUS i Bredgade !
Når kloge hoveder diskuterer byers livskvalitet og moderne byggeris indbyggede og måske afvisende umenneskelige skala, efterlyser de på et tidspunkt altid det skæve, det anderledes,
det overraskende og charmerende og publikum nikker beroliget.
MEN der kan ikke indføres noget overraskende, småt, charmerende, skævt og sammenflikket tilfældigt i f. Eks. Ørestaden, i Syd- eller Nordhavn. Dertil bygger vi alt for hurtigt og effektivt  og hvem skulle finansiere den lille ” fejl” midt i de store regnearks-byggerier?
I gården omkring Kunstindustrimuseet ligger det lille gule hus og har gjort det længe.
Det tilhører museet men har fået lov at forfalde til en sådan ruinagtig stand, at nedrivningen kan sniges nemmere igennem.
Det er et ældgammelt trick!
MEN DET LILLE HUS KOMMER ALDRIG IGEN!
Den detalje i den skala med den historie , den udstråling, de druer, de roser og det pæretræ kommer ikke igen.
 
Og så kan vi i tusinder seminarer og konferencer og høringer fortsat efterlyse den menneskelige detalje, vi netop selv har taget livet af.
 
Udenfor mine vinduer er BLOX ved at  tage livet af et af Københavns fornemste og mest charmerende miljøer langs Frederiksholms Kanal.
Jeg vil mene det står til øjeblikkelig nedrivning og vil kæmpe for det.
Men lad os vente med den endelige dom til det er færdigt, tændt for og beboet.
 
Men skån det lille hus!
Museets samlinger bygger på respekt for og kærlighed til det bedste af det menneskeskabte.
Både det pragtfulde og det ydmyge.
Det lille hus kunne blive perlen i netop den del af samlingen, der værner om hverdagen, dens objekter, dens uformning, dens historie.
 
Op på bremsen!
 
 
Per Arnoldi
30 September 2017