Rejsereportager, vol 1: Den hemmelige jernbane i Paris

Hvordan rejser du? 

Nogle tager afsted for at ligge og dase dagen lang, kigge på en lille sky på en bette ø, der helst skal hedde Bali eller Mauritius, dyppe en tå i noget smaragdgrønt vand, mens de skriver "Namaste" på facebook. Andre traver afsted på høje bjerge, mens de med blikket indstillet på uendeligt,  uploader et billede af en bjergged og et bonmot om "new horizons".
Nogle vil ikke andet end at spise og drikke godt i en storby, mens de taler om tapas, snegle og blæksprutterarme som var det et sindrigt, eksistentielt problem, og poster billeder med dybsindige ord som: "Namnammenam". 
Andre vil kende alle verdens kirker og taler benovet om Matisse-vinduerne i kirken i Vence eller Chagalls ditto i Israel. Her kommer ingen FB-updates, men et lysbilledshow og en besser wesser belærende monolog, når de er vel hjemme igen.

Sidst men i den grad ikke mindst, er der de evigt legende, dem der tror, at det store eventyr lurer om alle gadehjørner, så snart de betræder udenlandsk jord. Dem kan vi li', de har fattet hvad det hele handler om ...

Og hvad gør man så, når man pludselig rejser tre mennesker sammen, som rejser på vidt forskellige måder?  

Vælg 1 dag hver, når I rejser flere.
I august måned drog jeg til Paris med to af mine nærmeste veninder. 4 dage i en ikke helt fremmed by og 3 kvinder, der i den grad kan snakke. Den første dag gik lidt til højre og lidt til venstre, indtil den ene veninde foreslog: "...hvorfor får vi ikke en dag hver, vi kan bestemme?"

Min første veninde ville gå rundt i Marais. Hun er drevet af nu'et, grinet og kærligheden. Ingen kan som hende få mennesker til at grine. Og ingen kan som hende banke kærlighed ind i alle mennesker, hun møder på sin vej.  Henført stillede hun sig på på hvert et gadehjørne og stirrede på romantiske unge par, der forelsket forsvandt ind i hinandens arme. Jeg blev utålmodig og ville videre, men nej for se nu der: "Er de ikke søde", og "nååårh - se nu der, de er helt opslugte af hinanden".. og to sekunder efter: "Se nu også dem der..." ... Og sådan blev ved. Så trods bulletiner om det modsatte, trives kærligheden stadig.   

Den næste dag var det min anden veninde. Hun er drevet af dybde, samtalen og god mad. Hun er det mest loyale menneske jeg kender, en ægte ven - og står for kvalitet på højt plan. Så hun fandt selvfølgelig den mest cool restaurant, der kan opdrives på guds grønne jord. Der tilbragte vi faktisk en dag: i samtalens kunst. Altså lige bortset fra, at min veninde sendte mig ud for at interviewe hele restauranten om stil, indretning, mad, ejeren etc. Hun er pænt insisterende på at jeg følger mine drømme, som lige den dag, var at lave rejsereportager for KLM, som havde et opslag efter en rejsebesat, hvortil man skulle sende en lille video.

Hvad restauranten hedder kan I høre på dette klip, og hvordan det gik med KLM fortæller jeg en anden dag....: 

Sidste dag var det mig. Jeg er drevet af eventyret, det legende, det ukendte og det fysiske.

​Så på min dag måtte man ikke tage metro, men skulle gå. (de to andre snød selvfølgelig og jeg vandrede alene, mens de lå på sengen, for sådan er mennesket: dybt dovent og dobbeltmoralsk).
​
Jeg havde læst om La Petite Ceinture. Det er en glemt og gemt jernbarne, som omkranser Paris og som man kan entrere fra forskellige sider. Vi kom ned på den fra parken La Butte Chaumant, og jeg blev fuldstændig euforisk. Tilgroethed, ukrudt, et glemt sted og en ægte, øde jernbane! En stor tunnel, man kune gå ind i. Hvor førte den tunnel os mon hen, hvilke nye verdener var der, og hvem har for øvrigt nogensinde gået i en jernbarnetunnel? Jeg mødte tilmed en fransk instruktør i parken, der inviterede mig til et skuespil på La Petite Ceinture her i oktober.   

Jeg førte an, skråsikker, selvsikker og optaget af eventyret. Mine to veninder gik bagi: "Ad er der kryb og edderkopper" - "Aij F, nu går vi ikke videre"- "Hvis vi går med her, får vi så en frokost på en restaurant, eller måske bare noget frokost i det hele taget?"  - "Frede for fanden, der ligger nogen og sover" - "Nu vender vi altså om" For jernbanen og specielt tunnelerne danner hus for mange af de hjemløse i Paris. Der lå nu ingen og sov, men der lå mange soveposer, tomme spritflasker og forladte telte.  

Til sidst havde de pisket en stemning op, en anelse som emsige forældre med det evindelige: "pas nu på", så jeg måtte vende snuden slukøret hjemad. Vel ude igen kom jeg ​pludselig til at tænke på filmen "North by North West", hvor Cary Grant løber fra en flyvemaskine.  Inspireret af den fik jeg en ubændig lyst til at løbe og lege at der var et spøgselestog efter mig. Det filmede min veninde flad af grin og med en hovedrysten.
Men men men: leg er livsvigtigt, og vi prioriterer den ikke nok.  
Det er professor Kaufmann og direktør Jørgen Vig Knudstrup mere end enige med mig i: https://www.b.dk/personlig-udvikling/leg-er-livsvigtigt